YHA Cardiff Central

Oplev Cardiff anbefaler: YHA Cardiff Central

Hvis du rejser til Cardiff på et mindre budget, finder du få bedre overnatningsmuligheder end YHA Cardiff Central – drevet af velgørenhedsorganisationen Youth Hostel Association. Her får du et 'lukus hostel', og ét af de bedste af slagsen i hele Storbritannien, hvad angår komfort. YHA Cardiff Central slog dørene op i starten af 2015, og i dag er det belønnet med to 'high fives' fra både Visit England og Visit Wales - som har givet 5 stjerner.

INDTRYK
Årsagen til udmærkelserne vil du opleve når du træder indenfor i de yderst rummelige og imødekommende omgivelser, og modtages af det hjælpsomme og service-mindede personale. Den farverige foyer har fået et kreativt lokalt præg og er udsmykket med et tegneserie-agtigt galleri, der på en let fordøjelig måde præsenterer dig for byens historie, attraktioner og personligheder. Derudover får du mulighed for at lære et par af de kringlede walisiske gloser.

VÆRELSER
Rummeligheden går igen i de 89 værelser med i alt 320 senge, som er nærmest uhørt store, set i forhold til de fleste hostels. Ærlig talt føles dette mere som et regulært hotel end et egentligt hostel. Du kan nyde den megen plads i et dobbelt-værelse, booke et familie-rum med dobbelt-seng samt køjeseng, eller hygge med vennerne i et 4-sengs 'dorm room'. Derudover tilbydes 'Premium Rooms' med ekstra komfort, som tv og arbejdsbord.

FACILITETER
Med en bred målgruppe der svinger fra backpackers over skolegrupper til forretningsfolk, balancerer YHA Central Cardiff fornemt og byder på både mødelokaler og sociale områder.
I forbindelse med foyeren finder du udover den døgn-bemandede reception, både lounge-møbler, en velassorteret bar samt et lækkert spiseområde hvor du kan bestille snacks og lette retter. En lækker morgensmadsbuffet fås for bare £5,25, mens det også er muligt at bestille madpakker til f.eks. vandreture. Vil du selv lave mad er det veludrustede hostel-køkken til fri afbenyttelse. Der er gratis WiFi via udbyderen The Cloud, som blot kræver en hurtig profil-oprettelse.

BELIGGENHED
Gemt lidt af vejen midt mellem det summende centrum og populære Cardiff Bay, får du trods de mindre charmerende omgivelser kort gåafstand til både shopping-mekka, byliv og walisisk riviera-stemning. Kommer du i bil er der gode parkeringsforhold lige ved døren, og en taxa-tur til centrum eller togstationen får du for bare 50-60 kroner.

BONUS INFO
YHA er en velgørenhedsorganisation som bl.a. gør det muligt for børn og unge med begrænsede midler, at opnå større forståelse for naturen samt få kulturelle oplevelser i byerne. Dette sker via sommerlejre og ophold for skolegrupper, og i alt benyttes der arbejdskraft fra mere end 2.400 frivillige.

BOOK HER