Caféer

(Klik på adresser og stednavne for at se placeringen på Google Maps)


The Little Man Coffee Co
Denne trendy kaffebar med det finurlige navn er det perfekte sted at slå sig ned med en kop selv-forkælelse - og et oplagt sted tage en pause under sigthseeing i centrum. Duften af nymalet kaffe lokker også mange lokale hertil i frokostpausen eller efter fyraften.

Bag ruderne har man god udsigt til livet i gaderne bag St. Davids shoppencentret og det store Admiral kontortårn.

Caféens store åbne lokale præges af en rå, grafisk og nærmest industriel stil, og bagerst kan man tage plads på fire restaurerede kirkebænke. Det passionerede personale tilbyder flere forskellige slags bønner ristede i Wales, så der er rig mulighed for et bæredygtigt valg. Du finder caféen her.

Se mere her:
www.littlemancoffee.co.uk 

Brød - The Danish Bakery
Noget der er svært at finde udenfor Danmarks grænser er bagværk som derhjemme, og selv udenlands lovprises dansk brød og ikke mindst wienerbrød, som er kendt som 'Danish'. Derfor er der også blevet taget overordentligt godt imod 'Brød' i Cardiff, som er kombineret bageri og café.

Selv hvis du ikke ligefrem får hjemvé under et kortere ophold i Cardiff, er det sjovt at lægge vejen forbi denne hyggelige café, hvor der er Dannebrogsflag på bordene og klassikere på hylderne. Om ikke andet kan du nyde, at du formentlig er den eneste i køen der uden sproglige udfordringer kan bede om et rundstykke, en spandauer, en københavner eller en chokoladebolle.

Ejeren Betina er dansk og det samme er bagermesteren Simon. Du finder denne sprøde bid af dansk kultur i Pontcanna-kvarteret, lidt nordvest for centrum.

Se mere her:
www.thedanishbakery.co.uk

Uncommon Ground Coffee Roastery
Selvom Uncommon Ground er blandt Cardiffs nyeste caféer (åbnet foråret 2015) blander den sig helt i toppen når det gælder atmosfære.

Bag det smukke glasparti i Royal Arcade balanceres der perfekt mellem det trendy og det hyggelige, med rå mursten, 'svævende' kobber kaffekander og store fællesborde over grønt lys.

Denne café er lige dele oplevelse og kvalitetskaffe, som ristes frisk i lokalerne og som også kan købes med hjem. Snup en let frokost, en kop te eller kaffe og sæt dig til rette ved barbordet langs vinduet ud mod arkaden. Det perfekte sted at slappe af og se folk passere forbi - eller følge livet i den cool barber- og tattoo salon, Keep The Faith, lige overfor. Du finder caféen i nummer 10-12.

Se mere her:
www.uncommon-ground.co.uk

Cadwalader's
Byens måske bedst beliggende café og ishus, har sin helt egen mole ved Cardiff Bay. Bag det tungekrøllende navn gemmer sig en familiestartet cafékæde, som med succes har bredt sig til hele Wales og ind i England.
Hos Cadwalader's er man kendt for konens egen hemmelige opskrift på vanilieis, men der tilbydes også kaffe, kager, brunch og diverse sandwich. Desuden er der gratis wifi.

Caféen på molen er en nærmest ikonisk del af restaurations-området Mermaid Quay, og både inden- og udendørs fås en fantastisk udsigt over vandet og ind mod havnepromenaden.
Cadwalader's findes desuden også i det nærliggende underholdnings-kompleks Red Dragon Centre, samt i Sophia Gardens.

Se mere her:
www.cadwaladers.co.uk

Garlands
I Duke Street Arcade overfor Cardiff Castle, finder du denne lille intime spise-cafe. Den rustikke indretning leder tankerne hen på en hyggelig teaterkulisse, og i det varme skær kan man gemme sig for byens travle shoppinggader og nyde sin kaffe eller en god frokost i ro og mag.

Menukortet skifter løbende og inkluderer et spændende udvalg af brunch og varme retter. Prøv en stak tykke pandekager, serveret med røræg, sprød bacon eller marineret Holoumi ost. Og gå ikke derfra uden at have smagt på mindst én af de fristende hjemmebagte kager.

Hos Garlands er kvaliteten og atmosfæren i højsædet - klart en af byens bedste café-oplevelser.

Se mere her:
Garlands

Coffee #1
Glem populære Starbucks, Costa Coffee og Caffé Nero. I Cardiff finder du det bedste mix af produkter og hygge hos Coffee #1. Den britiske café-kæde har flere år i træk fået prisen for bedste café-kæde i Storbritannien.
Kæden har seks caféer i Cardiff, hvor af de to findes i centrum - på Wood Street nær ved hovedbanegården, og i det store kryds i den østlige ende af shoppingaden Queen Street.

Læn dig tilbage i de mørke Chesterfield-møbler og nyd kaffe latte varianten Vanilla Bean og en Chocolate Crunch cookie.

Coffee #1 fører blandt andet også en række Fairtrade-produkter

Se mere her:
Coffee #1

Coffee Barker
Den atmosfærefyldte Castle Arcade er én af de smukkeste af de victorianske arkeder i Cardiff, og på din vej igennem bør du tage en pause hos Coffee Barker.

Her er dobbelt op på hyggen i den rå og romantisk indrettede café. Slidte trægulve, murstensvægge, hullet beton og bløde lædermøbler, danner en overraskende harmonisk helhed med de klassiske lamper og det blomstrede tapet.

Her kommer de lokale for at slappe af og nyde en kop kaffe med vennerne, eller for at spise en god frokost. I dag er caféen hovedattraktionen, mens den lille tilhørende tøjbutik i vintage stil, oprindeligt var udgangspunktet for ejerne.

Se mere her:
Coffee Barker

Wellfield Road - Caféernes mekka
Denne lille handelsgade i Roath-kvarteret lidt nord for centrum er kendt for sine mange caféer. Fra Albany Road siden finder du hygge i to etager hos Pear Tree. Beliggende på hjørnet overfor den nedlagte kirke, der nu lidt kontroversielt huser en discount butik. Længere nede på samme side kan ChaiholicsJuno Lounge og den lille intime delikatesse/café Tea & Cake anbefales.

På modsatte side finder man Coffee #1 kæden, med en første sal der minder om en hyggelig dagligstue, samt en lille lukket terrasse.

Er vejret godt bør man dog overveje at tage kaffen som take away, og smutte ned om hjørnet til det grønne område Roath Recreation Ground. Her spiller de lokale bold, griller eller nyder en is fra ultra populære Joe's Ice Cream på hjørnet overfor gadens anden kirke - St. Andrews Church.

Tag bus 57 og 58 fra centrum.